Oktober 2011

"Mennesket som talende væsen" - Efterår 2011

Vi taler. Med hinanden. Til hinanden. Om hinanden. På mange måder bruger vi sproget. Vi kan tale om det vi frygter, om terrorangreb og vold og uroligheder i Danmark og rundt om i verden. Vi giver vores indignationen ord og taler med når vi synes vi savner medmenneskelighed og ordentlighed i udlændigdebatten, i samfundet eller andre sammenhænge. Det kom frem i valgdebatterne som vi lige har lyttet til, og hvor vi nu venter på hvordan og hvem skal landet styres. Vi taler om, hvem får hvilet ministerium. Der er også stemmer fremme i debatten som mener, at der er emner vi skulle tie om, at vi taler om de forkerte ting, at der mangler ord om hvordan vi får et velfungerende samfund med plads til forskellighed.

Vi taler, nogen gange udenom. Når noget eller nogle kommer for tæt på, vækker ubehag eller vi ikke har lyst til at afsløre hvor vi står. Selvfølgelig er der også ting der ikke skal siges. Som hører til i sluttede kredse, under private former. Andre gange løber munden over med alt det vores hjerte er fuldt af, tro, tvivl, kærlighed, glæde hvad vi håber på og drømme om. Når det er sådan vi bruger vores ord, så kommer der ofte holdninger og følelser frem.

Sproget kan skabe forbindelse mellem mennesker. Det er gennem det, vi viser hvem vi er, hvad vi står for, og brænder for. Når vi indgår i fællesskaber, så konstitueres de af, at vi er villige til at åbne op for hvad vi rummer, hvad der er vores historie ­ og der er sproget det der forbinder. Det er gennem det vi forstår hinanden. Desværre også nogle gange misforstår, men heldigvis også ­ ofte forstår ­ og lærer hinanden at kende.

Nogle taler meget, andre mindre. Nogle har det svært med at tale. Fordi de af mange årsager ikke evner det. Fysisk sygdom, sådan som vi også har en fortælling i Det Nye Testamente eller påvirkning gennem sygdom, sorg eller andre problemer som gør at talens brug lammes. Det er som om sind og stemmebånd lukker af, og selvom man åbner munden så vil ordene ikke rigtig flyde. Man kan undre sig og overveje, hvad man skal gøre for at ordene flyder frit igen.

Andre gange kan vi ikke tie stille, munden løber om alt hvad vi har oplevet, og vi kan ikke hurtigt nok dele det skønne, det vi glædes over, det der undrer os eller smerter os med andre.

Livet viser sig over år både som sårbart og skrøbeligt, som kraftfuldt og overvældende dejligt og som der hvor alt kan forandres på ét øjeblik. Det er en gave, når mennesker omkring os vil lytte og dele følelserne og oplevelserne med os. Eller når de venligt prikker til os, når vi trækker os ind i os selv og ikke magter at mægle et ord. Når vores kære eller sågar også mennesker vi tilfældigt møder formår at give vores tanker og inderste stemme fordi vi af den ene eller anden årsag er blevet stumme.

Ofte er det først når vi mister en af vores sanser, at det går op for os, hvor stort det er at kunne høre, tale, se, lugte og smage. Små undere som vi ikke tænker over til daglig måske. En dag familiens å tv uden lyd, gik det op for mig hvor meget man kan læse ud af menneskers kropssprog, men også en skuffelse ikke at kunne høre hvad ordene de sagde. Sanserne er ikke en selvfølge, ligeså lidt som livet selv. Har vi været der, hvor vi f.eks. ikke anede hvordan vi skulle sætte ord på noget, der gik os på, noget der gjorde ondt eller som vi havde pakket langt ned i vores livs bagage, så tror jeg vi ved, hvor livgivende det er, når dem omkring baner vejen for en. Når der er nogle der hjælper ordene på gled.....og lukker os ind i det fællesskab vi selvforskyldt eller uforskyldt er faldet ud af.

Op til valget blev der også talt om tro og kristendom. Skal kristendom som fag tages ud af folkeskolen? Skal folkekirken have en anden struktur? Vil det ikke være bedre om stat og kirke skilles ad? Tanken er egentlig ikke ny. Siden oplysningstiden har der eksisteret en idé at naturvidenskaben er finere og bedre end religion. Den ide stammer fra August Comte, som talte om tre erkendelsesstadier. Først var der det religiøse, så det filosofiske og øverst på kransekagen var naturvidenskaben. Jeg mener ikke, det skal eller kan deles på den måde. Der er brug for alle tre måder at erkende verden på. Kristendommen skal med, for den viser på så mange fine og kloge og også provokerende måder hvordan man bedst lever sammen som mennesker. Gennem sine mange historier holder den et spejl op, hvori vi kan se hvordan vi skal ville hinanden, opføre os ordentligt og arbejde for fællesskabet. Gennem gode livgivende historier og gennem historier som er voldelige og har syndebukke og ofring af andre mennesker. Fuldt ud forståelige og genkendelige her et par tusind år senere.

Det var derfor godt, at disciplene og mange af de der fulgte Jesus ikke holdt oplevelsen for sig selv, men gik ud og fortalte det de havde set og hørt videre. For på den måde at være med til at forandre verden ved at gøre mennesker bevidste om hvordan vi taler, lever og handler. Det er ikke ligegyldigt hvad, vi siger. Hver især må vi finde ud af, hvad der er vores fundament. Jeg vil holde på at kristendommen er fuldstændig realistisk, og derfor et godt sted at leve ud fra og med.

Sognepræst Charlotte Paaskesen

Juni-Juli-August Sommer 2011

"Det åndelige fitness rum"

Det er sommer og det får ekstra mange ud i skoven, på gader, strande og små stier for at løbe. Fitness centre melder om mange medlemmer hele året, og vil man i svømmeklub, kan man stå på venteliste i lang tid, nogle steder i årevis, før man får plads. I en årrække har der været stor fokus på hvor vigtigt det er, at vi bevæger os. At vi spiser sundt og har en god levevis så vi kan leve længere og bedre. Virksomheder indretter motionsrum, så medarbejderne har en chance for at røre sig. Skoler indfører flere gymnastik timer, fordi man har fundet ud af, at indlæringen bliver meget bedre, når man bevæger sig mere end blot til og fra skole. Der skrives artikler i aviserne, og udgives bøger der handler om, hvordan man kommer i form, om det mentale overskud det giver, om hvordan man kan "snyde" sin virkelige alder ved at holde kroppen i tip top form. Det er godt og vigtigt, at være bevidst om alle disse ting, og der er ingen tvivl om, at det er gavnligt for hvert enkelt menneske og for samfundet, at vi har blik for, hvad det betyder at få motion.

Jeg tænker, at der er ét sted mere, vi kunne sætte ind. Som mennesker skal vi gerne stimuleres intellektuelt og fysisk og dertil vil jeg tilføje åndeligt eller spirituelt om man vil. Mennesket består nemlig til forskel fra andre væsener også af ånd. Derfor vil jeg mene, at det er lige så vigtigt at stimulere sindets grammatik, som det er at få alle lemmer i bevægelse.

Det kan ske på ganske mange måder. I disse måneder, når jeg taler med brudepar tænker jeg, at alt ser lyst og smukt ud, når man beslutter, at ville dele livet sammen. Det er ganske tydeligt, at vi som mennesker får en stor gave forærende, når vi møder et andet mennesker, bliver forelsket, kan sige vi elsker hinanden og gerne vil leve sammen. Det er en gave, og som alle gode gaver ­ så rummer det en opgave. Spørgsmålet er bare om vi besinder os på det. Hver dag. Netop fordi kærligheden kommer af sig selv, er vi måske ikke altid opmærksomme på, at den kræver os, den vil os noget, den fordrer vilje og fælles mål. For at trives og vokse og udbygges. Her er det, jeg tænker det åndelige fitness rum kommer ind. Det er her, vi kan føre samtaler om, hvad vil det sige at være menneske? Hvilke værdier baserer vi vores liv sammen på? Her kan vi være stille sammen, tænke sammen over hvad der glæder og beriger vores daglige liv sammen. Ikke som et stort projekt, vi skal hurtigt og effektivt igennem ­ men som et frirum, en hvilepause i en travl hverdag. Samtalerne kan finde sted når vi går tur sammen. Skulder ved skulder i langsom bevægelse tænker og taler man godt. Andre gange kan man etablere åndeligt fitness rum derhjemme, måske i alle de store "samtale køkkener" der blev indrettet for år tilbage. Det kan også være, at man finder en stol, en hyggelig lille krog eller et andet sted ­ som er et godt rum. Et andet rum som jeg kan anbefale er at gå i kirke sammen. Der gennem salmer og læsninger og prædiken får vi som mennesker spejlet vores liv og det at være et væsen med ånd. Vores liv sættes i perspektiv gennem de store katedralagtige ord der lyder. Nåde. Barnhjertighed. Frelse. Skyld. Tilgivelse. Blot for at nævne nogle af de ord, der som udgangspunkt kan forekomme fremmedartede og gådefulde, men som jeg vil holde på er gode, store ord hvor der er plads til at vokse.

Forfatteren Milan Kundera skriver et sted: " Der er en hemmelig forbindelse mellem hurtigheden og glemslen og langsomheden og erindringen.". Det er vel rigtig! Når noget går hurtigt, så glemmer vi det ofte igen efter kort tid. Det langsomme, det vi giver os tid til ­ det husker vi. Kirkerummet er et godt sted at hengive sig til langsomheden, sammen med et andet menneske, eller alene og dér få sat sindet i bevægelse. Ligesom vi skal lære at løbe, finde rytmen og tempoet, eller i fitness rummet skal lære maskinerne at kende så vil kirkerummet også skulle tages i brug nogle gange før man kommer i form, og kan mærke at det gør noget ved os og det liv vi lever.

Forholdet mellem mennesker, som er noget af det dyrebareste, og det er da værd at lægge tid og kræfter og energi i. Så god fornøjelse med en tur i det åndelige fitness rum. Jeg håber, det vil give motion til hjernen og hjertet, måske sætte lattermuskelen i gang, give ro i sjælen og give glæden og nysgerrigheden frit løb.

Rigtig god sommer!

Sognepræst Charlotte Paaskesen

1. maj 2011

Taarbæk kirke maj måned 2011
"Trøst"

Trøst kan antage forskellige former. Der er den helt slemme hvor man trækkes med andres mangel på forståelse, situationsfornemmelse og nærvær. Jeg kan huske, et forældre par jeg talte med på hospitalet hvor jeg arbejde for år tilbage. De havde mistet et spædbarn, og måtte derudover bære at nogle i deres omgangskreds udtalte: " I kan jo få en ny på et tidspunkt..." ord som næppe er sagt for at gøre ondt, men som gør, at de mennesker hverken følte sig set, hørt eller rørt. Som om det skulle ændre på sorgen. Som om det skulle gøre det mindre grusomt.

Så er der den trøst, hvor man får at vide: " Det ville være meget værre hvis........." man kan da godt argumentere for, at det er værre at miste hele hånden en et stykke af en finger, værre at der sker ens barn noget end at huset brænder .... der vil i rigtig mange situationer kunne peges på noget der ville være værre, end det man har oplevet eller er igennem - men nu er livet jo ikke en konkurrence om hvem der er ude for det værste. Sorg skal heller ikke måles op mod hinanden. Det ville gøre, at der ikke var mange, der kunne sørge for ofte ville man kunne finde noget der lige var et hak værre.

Der er også den trøst, der siger " Du skal nok blive rask igen, tag det bare med ro"..."Eller vær lidt tålmodig, der kommer et nyt job til dig". Vores erfaring vil sige os, at sådan går det heldigvis også ofte. Man får et nyt job, man bliver rask, der kommer nyt livsmod til en. Livet går videre og man kommer med på toget igen. Problemet er bare, at når man står midt i det, så kan det føles ubærligt, mørket fylder, det at man har mistet sit job, sin elskede, sin sundhed eller hvad det nu måtte være fylder så meget, at det kan forekomme umuligt at se hvorfra forandringen skal komme. Så kan mennesker nok så velmenende pege på, det der er og sige "Ja, du har mistet din kone men du har stadig dine børn... " eller "Du har ikke et job lige nu, men du har da et godt helbred og en dejlig familie..." Ja, det er vigtigt at holde fast i det gode der er, og - det er også vigtigt, for den der sørger at sætte ord på sin sorg, sætte ord på tabet af det uigenkaldelige.

I de situationer er det så afgørende, at der er mennesker omkring os der kommer os i møde, og som kan og vil hjælpe os med at skabe et rum hvor de tanker og følelser, der er i os kan komme til udtryk. Det er vel kun på den måde kan vi finde os selv og være os selv. Nogle gange kan det hjælpe, at dem omkring genrøst deler ud af deres egen erfaringer. Sindet kan blive lidt lettere. Man erfarer, at man, er ikke den eneste. Der er nogle, der har oplevet ikke det samme, men noget tilsvarende, og som med deres historie kan puste lidt håb ind i en, om at der også i ens eget liv, vil kunne ske noget der er bedre end det er lige nu. Give nogle ideer til hvad der er godt at spise, når man lider af den sygdom, eller hvad gjorde ens ansøgning mere læsbar osv.

Andre gange - og det er måske nok de fleste gange - har man egentlig bare brug for at der er nogle omkring en, der kan rumme, at man er ked af det, fraværende i sindet som lige så stille kan hjælpe en med at sætte ord på følelsen af meningsløshed, uretfærdighed eller magtesløshed. Hjemme hos os fortæller vi hver dag ved middagsbordet om noget vi har lavet eller oplevet. Da jeg en dag fortalte om, at jeg havde skrevet prædiken om trøst - sagde Samuel på 6 år: "Jeg ved godt hvordan man trøster - man giver et stort kram" . Så enkelt kan det siges. Man har brug for at have tid til at være i sorgen. Problemet er bare i vores hurtige samfund, at omgivelserne ofte vil noget andet end at give et pusterum. Det er som om, der er en vis berøringsangst overfor det tunge, en slags frygt for dyb sorg. Indrømmet det er da dejligere når livet er lyst og dagene danser derudad. Men et menneskeliv er spændt ud mellem det der glæder og det der gør ondt. Derfor er det vigtigt, at vi hver især øver os lidt i at turde være tilstede ­ også der hvor livet gør ondt. Hvis vi ikke aner hvad vi skal sige eller hvordan vi skal trøst, ja så er det vi måske bare skal vælge at give et kram! Tro på, at der er et håb, der rækker ud over det, som vores erfaringer kan sig os. Håbet kan fødes og nye veje åbne sig. Glæde kan følge sorg. Lindring - smerte. Nye kræfter - udmattelse.

Sognepræst Charlotte Paaskesen

1. april 2011

Taarbæk kirke april måned 2011
"Det ordentlige menneske"

Hvad er et ordentligt menneske? Umiddelbart tror jeg man tænker på et menneske der overholder gældende regler og forordninger, som svarer enhver sit, passer sit arbejde, familie og andre forpligtelser på fornuftig, god måde, et menneske som er høflig, omgås andre kultiveret og i det hele taget handler efter god skik. Det lyder fornuftigt nok, og er vigtigt til at få livet mellem mennesker til at fungere meget langt hen ad vejen. Men er det nok, og ligger der mere i begrebet et ordentligt menneske?

Jeg var inviteret til en fin aften hvor historiker og forfatter Henrik Jensen delte nogle af sine overvejelser om, hvad det ordentlige menneske er. Han har skrevet en bog om emnet, som udkom sidste år og han føjer flere ting til ovennævnte liste. En af hans pointer er, at når ordentligheden forsvinder, så har det konsekvenser for vores fællesskab eller manglen på samme. Han mener, at der over en årrække er kommet for meget fokus på, hvad vi som mennesker har af rettigheder i stedet for som for et par generationer siden, at se på hvilke pligter vi har. Jeg tror, manden har en pointe. Ved at løfte sine pligter opnår man nemlig flere gevinster. Den ene er, at vi bidrager til fællesskabet, en anden er, at vi som mennesker får værdighed og vokser, vores og andres liv får dermed værdi. I har sikkert lige som jeg, oplevet den iver børn lægger for dagen, når man giver dem en opgave. Når de er små, vil de gerne hjælpe og ved at give dem opgaver, som selvfølgelig skal passe til deres alder, det kan være at gå ud og hente avisen i postkassen, dække bord, hjælpe med madlavning og flere andre små og større opgaver, gør det at de finder ud af, at de er vigtige for fællesskabet, som opretholdes ved deres og de andre i familiens hjælp. Vi får værdighed ved at mærke, at der er nogle der regner med os, som direkte eller indirekte viser og fortæller, at vores vi er en del af et hold, en familie og at det er ved fælles hjælp vi lever, eksisterer og blomstrer. Det fortsætter livet igennem, vi har alle brug for at være med til at løfte og yde og mærke at det ikke er lige meget om vi er tilstede eller ej. En anden ting, jeg hæftede mig ved, er at Henrik Jensen mener, at det der også karakteriserer et ordentligt menneske er en der også tør tale imod. Det er vigtigt, at man ikke kun siger det, som alle ønsker at høre, men at man står vagt om sin integritet og værdighed, og tør kæmpe for det man mener, tænker og tror på, også selvom det går mod tiden, samfunds trend og andre menneskers meninger. Ret vigtigt tænker jeg det er, ikke bare at spejle sig i andres meninger om os, men stile lidt højere, og spejle os i Guds kærlighed, hvor vi ser at vi er mennesker med værdighed, enestående og værdifulde hver især.

Kristendommen har mange fine eksempler til på, hvad det vil sige at leve og handle ordentligt. Også det modsatte, men det vil jeg lade ligge her. Den historie jeg her vil pege på, er fortællingen om den barmhjertige samaritaner. En mand er blevet overfaldet af røvere, plyndret og mishandlet og ligger forslået tilbage på vejen. Først kommer der en mand forbi, han går en stor bue udenom, så en anden, han ser fodsporene fra den første, og tænker: "Så kan jeg gøre det samme". Den tredje mand der kommer forbi, og ser det der er sket, stopper sin rejse, bukker sig ned, tager den overfaldne mand med og bringer ham til et herberg, hvor han betaler for at de hjælper manden med at komme til kræfter. Lille fortælling hvor vi alle kan spejle os i alle personerne, og hvor de fleste af os formentlig har indtaget alle roller, og masser af fornuftige forklaringer kan gives på, hvad der gjorde at vi ikke lige hjalp: travlhed, angst, ville ikke blande sig og så meget andet. Andre gange der evner vi at sætte os i den andens sted, og så bliver det lige pludselig lidt nemmere at gøre noget helt uden at forvente noget til gengæld. Den barmhjertige samaritaner - han var et ordentligt menneske! I al fald agerede han som et, den dag vi hører om i hans liv. Som Jesus ville sige: Gå du ud og gør ligeså!

Sognepræst Charlotte Paaskesen

1. marts 2011

"At være eller gøre " marts 2011

På min gåtur gennem byen faldt mine øjne på et opslag på et af træerne. Det var en invitation til at deltage i et kursus om mindfullness. Der stod, at man på kurset ville se på, hvordan man som menneske kan være mere i stedet for at gøre så meget. Efter en noget hektisk morgen, synes jeg det var en overvejelse værd.

Jeg kom til at tænke på fortællingen om Maria og Martha, som vi finder hos evangelisten Lukas. Søstrene får besøg af Jesus, og Martha farer rundt, travlt optaget af en masse gøremål mens Maria har sat sig ved hans fødder og lytter. Lille enkel fortælling som er såre genkendelig. Pligter der kalder og som gør, at vi nogle gange suser rundt som en hvirvelvind for at nå det hele. Arbejde, indkøb, vask, madlavning, børneafhentning, nu blot for at nævne nogle af de gøremål vi har i løbet af en dag og som kan kvæle enhver tanke om at sætte sig ned og lytte. Man yder og yder, og indimellem kan man så pludselig stoppe op, og overveje hvordan ens elskede bare kan sidde i stille tanker, med avisen eller roligt optaget af at lave ingenting. Den tanke slår også ned i Martha, hun finder det faktisk så provokerende, at hendes søster ikke rører en finger, at hun øser ud af sin forurettelse til Jesus. Han er klog nok til ikke at blande sig til fordel for Martha, og sige til Maria at hun skal hjælpe. Han peger i stedet på, at Maria har valgt den gode del. Hun lytter, hun er fuldt og helt tilstede, og åben overfor det der sker lige dér hvor hun er.

Det interessante ved historien er ikke om man er det ene eller det andet, men at vi er både Maria og Martha. Både den som bekymrer sig og føler uro om vi nu når det hele, og så den der ubekymret sætter sig og bare er. I al fald, skal vi gerne være begge dele. Spørgsmålet som kan være interessant at stille sig, er hvilken del fylder mest? Hvor mange timer, dage, uger bruger vi på at drøne rundt for at nå alt det vi synes, der skal nås? Hvor ofte bliver vi opslugt af det der møder os, bare sætter os og nyder og undersøger? Vores børn gør det. Jeg kan huske, da min søn var mindre, hvordan det kunne tage 45 minutter at gå de 500 meter der var hjemmefra til børnehaven. For han skulle lige se på en snegl, stoppe for at fortælle noget, se et par egern der legede tagfat, trykke 25 springbalsaminer eller så meget andet, før vi kunne gå et par skridt videre. Indimellem var jeg ved at få pip, men samtidig var jeg også fascineret over hans evne til at være tilstede. I dag hvor han stadig er meget langmodig i sit tempo, kan jeg nu godt overveje om jeg skulle have skyndt lidt på ham. Men tænker så nej, for det er så vigtigt, at der bliver tid til det væsentlige: at være sammen, tale med hinanden og lytte til hvad den anden har at sige.

Søren Kierkegaard siger, i sin bog "Enten-Eller", at som et kristent menneske, må vi på én gang leve i et forhold til verden og i et forholdt il Gud. Men afgørende er, siger han, at vi som udgangspunkt, som overskrift for vores liv, beslutter os for at søge Guds rige. Det sande mål vi som mennesker må stræbe efter, er at kunne leve i dyb og uforstyrret glæde over livet, at kunne tage det til os, fra øjeblik til øjeblik og nyde det i fulde drag. Her er det at Maria skiller sig fra Martha i situationen, for hun sætter sig, tager imod Jesu ord, der gør alt nyt og sætter fri fra at skulle bekymre sig om vi nu når det hele.

Det betyder ikke, at vi bare kan sætte os og lade andre løbe rundt og sørge for det hele. Men hver ting til sin tid! Det er ikke altid at ens elskede, ens børn eller venner eller arbejdskollegaer vælger det tidspunkt som vi synes, er det rigtige, det skal der være rum for, tolerance overfor. Så i stedet for at skælde ud, lade bekymringen for om vi nu når det hele fylde næste gang, vi synes, vi løber rundt og klarer det hele, så lad os hellere overveje, om det ikke også for os, er tid til at sætte os ned og leve i nuet, eller blot leve med, at lige nu er det tid for os til at gøre ­ og ­ på et andet tidspunkt vil vi så skabe rum til at være i tillid til, at så er der andre der vil bære med og klare dagens omgaver. Lad mig slutte med Piet Heins skønne gruk:

"At leve i nuet er livets teknik ­

og alle folk gør deres bedste.

Og halvdelen vælger det nu, som gik,

og halvdelen vælger det næste.

Og det forrige nu, og det kommende nu

bliver aldrig i livet presente,

og alle folks levetid går sågu

med bare at mindes og vente.

For det nu, som er gået er altid forbi

og det næste bliver aldrig det rette.

Næ, sørg for, at nuet du lever i

én gang for altid er dette"

Sognepræst Charlotte Paaskesen

1. februar 2011

Taarbæk kirke februar 2011

Hævn eller tilgivelse?

Efterhånden er der en del der har set filmen "Hævnen" af Susanne Bier. En glimrende film der viser vinkler på to eviggyldige temaer hævn og tilgivelse.

I det daglige kender vi til at sige "Undskyld!" og "Tilgiv mig!" eller "Det må du undskylde" ­ ord som vi siger, når vi er kommet til at gøre et eller andet som har været til gene for en anden. Normalt er der en grund til, at vi har gjort, som vi har gjort. Vi har misforstået en aftale, vi så ikke den andens fod, vi snublede selv og fik skubbet til den anden ­ med andre ord: "Jeg generede dig ikke med vilje! Jeg tror også, de fleste af os kender følelsen af, at have mere lyst til at skubbe til den anden fysisk eller med sine ord, når man synes, man er blevet uretfærdigt behandlet.

At bede om tilgivelse er mere alvorligt. Når den skal finde sted, er det nødvendigt at begge parter erkender skylden, og man vælger at se bort fra den. Man kan indvende, at det da vil være langt mere retfærdigt, at skylden fik konsekvenser for det forhold, den opstod i, og måske endda ødelagde. Det kan der godt tales for, og i filmen ser vi også et sted, at den mand der har været skyld i at mange børn, kvinder og mænd har mistet livet på brutal vis selv bliver offer for sin grusomhed og mangel på empati. Samtidig tror jeg godt vi ved, at livet mellem mennesker vil have meget svære kår og fællesskaber ville bryde sammen hvis ikke vi kan tilgive hinanden.

Hvem er det så der kan tilgive? Er det offeret selv, ofrets nærmeste, Gud? Er der ikke situationer hvor det forekommer helt umuligt måske endda umenneskeligt at tale om tilgivelse? Disse spørgsmål og mange flere, kan man stille sig selv, når man f.eks. ser filmen "Hævnen" eller når livet grusomheder viser sig for en. I vores eget liv eller det vi læser og hører om rundt omkring i verden. At tilgivelsen er livsnødvendig, tror jeg er en erkendelse, vi har gjort os eller kommer til at gøre os. Desmond Tuto ­ som i 1995 blev udpeget af Nelson Mandela til at lede Sydafrikas Sandheds ­ og Forsoningskommission, har skrevet en bog hvor han redegør for processen, og nogle af de mange grusomme handlinger mennesker begik mod hinanden. Han siger: Ingen fremtid uden tilgivelse. Uden tilgivelse og forsoning ville vi som mennesker ikke komme fra det ene øjeblik til det andet. Liv går i stykker. Spørgsmålet er slet ikke om liv og relationer går i stykker, spørgsmålet er hvordan vi trods ødelagt liv kommer videre.

Ser vi på vore egne liv, vil vi erfare at tilgivelse og forsoning har mange forskellige udtryk, i et felt der spænder lige fra fornærmethed til tung fortvivelse. Til andre daglige tider, i hvert fald i den lettere del af spektret, er det at det lille ord "undskyld" kan hæve den trykkede tilstand. Hver eneste gang vi formår at tilgive andre eller selv modtager tilgivelsen vil jeg holde på, at det er et mirakel, stort eller lille. Den sammenhæng vi var faldet ud af, bliver vi del af igen gennem tilgivelsen og forsoningen.

Når jeg mener, det er et mirakel, så er det vel, fordi vi godt ved, at det kan være så svært at slippe tanken om vores egen ret. Det ligger dybt i mange af os, at det er som at miste sig selv, at skulle slippe sin egen ret. Men ingen lever af at have ret. Enhver lever af tilgivelse. Af kærlighedsgaver fra vi fødes til vi dør. Henrik Pontoppidan skriver et sted i sine erindringer: "Ak, fortjent eller ufortjente. Hvor ville vi mennesker være ilde farne, om vi skulle nøjes med det, som strengt retfærdigt tilkom os. Alle går vi ud fra livet som insolvente skyldnere. Fra vugge til grav lever og opretholdes vi af kærlighedsgaver. Det menneske, som ikke har erfaret dette, har aldrig levet."

Og den tidligere fængselspræst Carl Lomholt har engang sagt: "Tænk sig, hvis alle, også alle os uden for murene, ligesom fangen i fængslet, hver især, skulle huskes for det værste vi har gjort". Det kan vi hver især overveje, tænk, hvis det værste vi har gjort skulle være summen af vores liv. Det lyder ikke rart. Så i den sammenhæng er det godt at blive miskendt. Godt at møde hjertelighed og godhed, der hvor man mindst lige så nemt og fortjent kunne være blevet grebet i struben.

Når tilgivelse lykkes mellem mennesker, tror jeg ikke, det er muligt at forklare fornuftigt, hvorfor eller hvordan man kan tilgive den anden. Tilgivelsen opstår som en uretfærdig nådegave. Dets formål er at genskabe tilliden mellem to, og det tager tid at bevise sin troværdighed ­ og det er en slags bod. Dette berøres også i filmen "Hævnen" i flere forskellige relationer mellem børn og voksne og voksne imellem.
Hvad der også er værd at nævne og huske, er at tilgivelse ikke er det samme som at fjerne skylden. Tuto siger "Når folk tilgiver, er det ikke meningen, at de skal glemme" og han siger "Den sande tilgivelse tager udgangspunkt i fortiden, hele fortiden, med henblik på at gøre fremtiden mulig" Der er noget, og til tider meget, der må lægges bagude i ens liv for at ikke den værste af alle tilstande, bitterheden skal sætte sig i et menneske som generel livsstemning.

Mod bitterheden er tilgivelse og forsoning altafgørende. Men ikke i form af glemsel. Jeg vil bestemt ikke udelukke, at der er mennesker der rent faktisk glemmer, hvad der skete, eller som fortrænger det, der før var i vejen, når forsoningen har fundet sted. "Så siger vi det er glemt" ­ kan vi sige til hinanden. Men jeg holder fast i, det handler ikke om at glemme. Det handler om forandring, om en ny begyndelse, om syndernes forladelse. Tilgivelse og forsoning med et andet menneske kan skabe grobund for, at vi bliver viklet ud, og givet tilbage til det liv, som var blevet ødelagt, men med en ny begyndelse som mulighed. Intet glemt men med fremtiden foran sig som et rum, hvor alt i fortiden må bruges som næring til nyt liv.

Sognepræst Charlotte Paaskesen

1. januar 2011

Taarbæk kirke januar 2011

Pyt"

"Lad tidens hjul omdrive,
lad veksle dag og nat,
men lad, o Gud, os blive
fast på dit hjerte sat!
I Jesu Kristi navn
lad året til os bære
alt, hvad dit navn kan ære
og tjene til vor gavn"
(DDS 719)

I 1689 skrev Kingo ovennævnte salme til brug ved en nytårsgudstjeneste. Den var oprindelig på flere vers, men kun ét vers er medtaget i vores salmebog. De gør ikke noget, for det illustrerer fint nok, hvad det handler om. Tidens hjul drejer, det erfarer vi år efter år og det har mennesker gjort altid. Tager man på tur til nogle af vores gamle kirker, vil man på kalkmalerierne se hjulet ­ lykkens eller tidens ­ dreje rundt med mennesker. Tider skifter, døgnets rytme, årstiderne viser udmærket hvordan medgang, modgang, lys, mørke, lykke og ulykke møder os gennem året.

Hvert år ­ når et gammelt er ved at slutte af og et nyt tager sin begyndelse, melder der sig mange tanker i mit hoved. Hjulet drejer i mit hoved, og jeg kan nå at blive lettere melankolsk. Nåede jeg nu det jeg gerne ville? En del ja, men der er endnu mere, som blev til noget andet eller som jeg ikke fik gjort af en masse forskellige årsager: mangel på tid, lyst, kræfter eller andet kom i vejen. Det kan man jo ærgre sig over, men man kan også sige "pyt". Et helt nyt ord, som jeg lærte her i december af en klog mand. Nu vil nogle måske indvende, at skulle det ord være noget særligt. Ja, det vil jeg mene. Ikke som udtryk for at alt er ligegyldigt ­ men snarere som udtryk for, at der er mere end én ting, en oplevelse, en måde at gøre noget på, at anskue livet ud fra, og det gør, at vi ikke behøver at blive så bange, når vi må sætte os selv eller vore planer til side fordi noget andet fylder eller nogle andre vil noget andet. Hvor ofte har jeg ikke taget en konflikt, eller holdt fast i en mening uden at der ville være gået særlig mange skår af mig, hvis jeg havde sagt pyt og trukket mig?

Selvfølgelig skal man være loyal overfor ens inderste værdier, men meget andet kan man øve sig i at give slip på. Hvor mange bekymringer kan man for eksempel ikke gøre sig, uden at de ­ heldigvis ­ bliver til noget? ­ så når de melder sig, så hvad med at sige pyt, og se hvad der sker, før tankerne kører rundt? Eller når planerne for hvad man vil bruge weekenden på hober sig op, hvad så med at sige, pyt ­ vi planlægger kun én ting, vi går i kirke søndag. Der er nok af kirker at vælge mellem, og jeg tror, at alle må kunne finde det sted, som taler til dem. Dér i kirken synes jeg, vi bliver mindet om noget vigtigt, og som måske netop kan gøre, at man siger pyt i ugens løb, nemlig, at vi hører til i en stor fælles fortælling. Som mennesker i en stor sammenhæng med Gud og andre mennesker. Dér midt i fællesskabet har vi vores plads, og der skal vi hver dag forsøge, at øse af den nåde, som dagen bringer. Lys eller mørk, fyldt med ansvar eller fri til at gøre hvad hjertet lyster, daglige pligter eller fest ­ når livets hjul drejer, så kommer der så meget til os, og forhåbentlig bliver det, som Kingo siger, noget der kan gavne os og ære Gud.

Èn ting mere, de mange fortællinger som vi hører i kirken spejler vores liv, og med Jesus som forbillede ­ tænker jeg, at det bliver en anelse klarere, hvordan man lever et liv ud fra sine inderste og dybeste værdier, hvad det betyder at stå i en levende udveksling med verden og andre, hvordan man hele tiden må forholde sig til de ydre situationer, som vi ikke altid er herre over og endelig er alle disse fortællinger måske med til at pege på, hvor man med fordel kan sige pyt og hvor man skal sætte alle kræfter, godhed og kærlighed ind.
Må 2011 velsigne med lys, glæde og masser af lykkebringende stunder!


Sognepræst Charlotte Paaskesen