Januar 2012

"Bøn er morgens nøgle og aftens slå"

"Bøn er morgens nøgle og aftens slå" - første gang jeg hørte ordene, tænkte jeg, at de var nok fra en af vores salmedigtere. Ingemann f.eks. som ofte har små, fine poetiske linjer. Men det er de nu ikke. Det er Mathma Gandhi, den indiske politiker og åndelige leder (1869-1948) der har udtalt ordene. Vi har sagt farvel til det gamle år og budt et nyt velkomment. Noget bærer vi med fra det forgange års mange dage: tanker, oplevelser, opgaver der blev løst eller ikke, udfordringer vi havde og måske stadig skal gøre noget ved. Andet har vi lagt bag os, vil måske aldrig eller sjældent se tilbage på. Nye og kendte opgaver venter og kalenderens blade vidner om dage klar til at tage i brug. Hvordan gør vi så det? Nogle tænker måske ikke videre over det, tager en dag ad gangen, men de fleste tror jeg, tænker over, hvad ønsker de for året der kommer. Nytårsforsætter som vi kalder dem. Hvad vi dér har af ønsker kan variere fra menneske til menneske og kan gå på alt fra sundhed over kærlighed til arbejde og livet med familien.

Et nytårsønske kunne måske være Gandhis ord ­ som udtryk for, en stund morgen og aften hvor der kan reflekteres over hvad dagen vil bringe og hvad den bragte. Det forunderlige er, at når man står op om morgen ved man noget af hvad dagen vil bringe af faste opgaver, huslige pligter og arbejdsopgaver men derudover er der også en hel del som ikke er til at sige på forhånd. Ikke nødvendigvis store, revolutionære begivenheder men samtaler, noget man ser eller læser, mennesker man møder eller nye opgaver og ideer der dukker op. Små ting som kan ændre og påvirke hvis vi har blik for det. Noget der kalder på vores opmærksomhed og nærvær, vores nysgerrighed, kræfter og humør.

Når man ser tilbage på dagene i det gamle år, så synes nogle af dem at være suset forbi. Det kan såmænd være udmærket, kan man indvende, for er det ikke bare udtryk for, at man var glad og tilstede? Måske ­ ofte er det jo sådan, at tiden synes at stå stille, når livet er svært og fyldt af sorg og savn. Men omvendt kan det at dagene suser af sted også være fordi vi har for travlt, og slet ikke når at dvæle ved dagens egenart. Suge til sig af det vi fik forærende, det vi lærte, det vi kan øve os i at gøre bedre. For når man skuer tilbage, må en del af os nok også vedkende, at der var undladelsessyndere, der var mennesker vi ikke fik set eller taget os af, dage som blev spildt med ingenting eller uvedkommende diskussioner, muligheder som vi ikke fik grebet fat i og brugt mens de var der. Vi får ikke altid brugt os selv og vores evner, og det er ærgerligt, når det er nu livet er vores. Andre gange fik vi kastet os ud i noget, men som kom til at skygge for det der er væsentligt, nemlig de relationer vi er indfællet i. Vi fik gjort noget på fællesskabets bekostning.

Uanset refleksioner og baggrund er bønnen måske en mulighed? Bøn er nemlig så meget ­ Bøn kan rumme klagen, sorgen og undren over at livet nu tager sig ud. Det er et sted at lægge vores tak ­ om ikke andet takken for at trække vejret, være i live få endnu en dag givet med muligheden for at yde og nyde. Bøn kan være lidt eller meget og ikke blot et samtalested, hvor vi selv er aktive ­ men som Mother Teresa engang sagde, også et sted, hvor vi kan lytte til Gud, "for det er ikke kun hvad vi siger, men også hvad han siger, der betyder noget." Bøn som nøglen der åbner dagen og slåen der lukker op aften ­ kunne måske gøre, at vi dagligt kunne befinde os i en tilstand hvor livet stille og roligt bare ånder igennem os? Hvor vi kommer i kontakt med os selv, vores himmelske Far og alle de følelser vores sind skaber: glæde og sorg, tak og bekymring, frygt og vrede. Hvor vi beder Fadervor og med egne ord taler med Gud om, hvad der ligger os på sindet. Små stunder som kunne danne ramme om tillidsforholdet mellem mennesker, og mellem os og Gud. En bro mellem vores liv og virkelighed og Guds.

Skal man tro aviser og blade der melder om, at et stigende antal mennesker melder sig til åndelige retræter, steder hvor man kan trække sig tilbage til stilheden og eftertanken, væk fra dagligdagens mange krav ja, så var ordene om daglig bøn noget mange af os måske med fordel kunne tage til sig. Måske med bedre resultat. For det er jo ofte sådan, at vi kan være på kursus, få åndelig vejledning og individuel hjælp og så komme hjem fyldt af energi og gode fortsætter blot for at erfare, at efter relativ kort tid, så er en stor del gået i glemme bogen. Ude af øje, ude af sind ­ gælder også her. Gandhi sagde også "Du skal være den forandring, du ønsker at se i verden" ­ hvem af os vil ikke gerne have ro, mulighed for stille rum og for tilbagetrækning ­ det tror jeg mange af os har brug for, også når man tager antallet af mennesker der rammes af depression og stress i betragtning. Der meldes om stigende krav og udfordringer for det enkelte menneske. På arbejdspladsen, i de fællesskaber vi indgår i, vel også i privat livet, for det ikke er så nemt at køre på frihjul særlig længe, for så står man i fare for blive udskiftet med nogen eller noget andet mere spændende. Der er mange muligheder og tanken om at gøre det kendte nyt huskes ikke altid.

Det kan være skønt, at komme væk se nyt, opleve noget, men der følger også at på et tidspunkt skal vi tilbage til hverdagen. Men i det daglige møde med Gud har vi muligheden for noget mere end det. Nemlig muligheden for at søge dybere ind i livets kilde og foreningen med Gud som en proces hvor nye sider af os selv langsomt dukker frem, et sted hvor vi mindes om et holdepunkt udenfor os selv. Et som står fast uanset hvor meget vi så bevæger os. En kerne, hvorfra vi kan hente styrke fra, og som kan være det punkt i tilværelsen, hvorfor vi kan bedømme hvad der er det rigtige at gøre. Et sted hvor vi mindes om, at det er vores pligt at stræbe efter det bedste, og i det ligger i sig selv en belønning, og hvor vi også mindes om, at alt andet er i Guds hånd. Et rum hvor vi kan være.

Bøn som morgens nøgle og aftens slå kan måske åbne vores sind, så det håbefuldt møder dagen, og ikke frygter de opgaver og udfordringer som kommer en i møde. Være en slå, der minder om, at uanset hvad dagen har budt, så er det med Gud som trofast følgesvend.

Sognepræst Charlotte Paaskesen